Gyldighed af en bygnings energimærke

Energimærker har en gyldighed på 10 år fra udførelsestidspunktet, uanset hvad selve rapportens forside måtte vise. Det skyldes at der tidligere har været andre regler om gyldighed.


I henhold til Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger (§ 15, stk. 3) mister energimærkningen sin gyldighed, hvis der efter udarbejdelsen af energimærkningen er gennemført ændringer, som i væsentligt omfang påvirker bygningens energimæssige ydeevne.

Som udgangspunkt er det Energistyrelsens vurdering, at en ændring betragtes som væsentlig, såfremt den påvirker den eksisterende bygnings energimærkekarakter, eller ændrer det beregnede energiforbrug, med mere end 10 %.

En energimærkning vil eksempelvis fortsat være gyldig, hvis der er tale om ændring af anvendelseskoder, der ikke har betydning for energimærkekarakteren eller det beregnede forbrug, og der i øvrigt ikke er foretaget ændringer på bygningen, som påvirker den energimæssige ydeevne.