Energimærkning uden bygningsgennemgang - "Automatmærker"

Dødsbo
I forbindelse med dødsbo er det muligt at få udarbejdet et såkaldt automatmærke, hvis bobestyrer har en fuldmagt til at agere på arvingernes vegne.

Bobestyreren skal dog være opmærksom på, at arvingerne skal kunne stå inde for, at kravet i § 8, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 793 om energimærkning af bygninger er overholdt:

8. Det certificerede energimærkningsfirma skal udarbejde energimærkningen i overensstemmelse med de retningslinjer, som er fastsat i medfør af §§ 11 og 12 og på grundlag af en bygningsgennemgang, jf. dog stk. 2.

  • Stk. 2. Enfamiliehuse (110, 120, 130, 131 og 132), hvor færdigmelding af byggeriet er sket i kalenderåret 25 år før årstallet for energimærkningen eller senere, kan energimærkes uden en bygningsgennemgang, jf. dog stk. 3 og § 18, stk. 1, 2. pkt.
  • Stk. 3. Enfamiliehuse, hvor der er indsendt ansøgning om byggetilladelse efter den 31. marts 2006 i henhold til Tillæg 10 til Bygningsreglement for småhuse 1998, kan kun energimærkes uden bygningsgennemgang efter stk. 2, hvis der er gennemført energimærkning inden færdigmelding, jf. § 11 i lov om fremme af energibesparelser i bygninger.
  • Stk. 4. Energimærkning uden bygningsgennemgang efter stk. 2 er betinget af, at ejer garanterer i form af en erklæring, at der ikke er gennemført bygningsændringer, der væsentligt påvirker bygningens energimæssige ydeevne.


Man skal også kunne stå inde for de oplysninger, der gives i den erklæring, der skal udfyldes i henhold til afsnit 3.1.3, stk. 2 i HB2021.

Det betyder, at når de på vegne af afdøde bygningsejer udfylder erklæringen og garanterer for, at der ikke er gennemført bygningsændringer, der påvirker bygningens energimæssige ydeevne væsentligt, så kan de risikere at hæfte for et evt. erstatningsansvar, såfremt deres oplysninger ikke er korrekte.


Automatmærke og bygningspuljen?
Automatmærker er standardiserede energimærker, baseret på gældende minimumskrav ved en bygnings opførelsestidspunkt. Det vil derfor sige, at automatmærket ikke indeholder data for arealer og antal af bygningsdele eller andre relevante data for tekniske installationer.

Derfor kan det såkaldte automatmærke ikke anvendes som grundlag for ansøgning om tilskud fra Energistyrelsens bygningspulje til energirenoveringer.